Her kan du se et overblik over studievejledningens kollektive tilbud.
First Year Experience-seminarer er en række seminarer (holdmøder) for 1.årsstuderende fordelt hen over deres første semester. Forløbet består af 3 seminarer med 2-4 uger mellem temaerne. FYE-seminarerne har forskellige temaer som blandt andet har teoretisk afsæt i Vincent Tintos FYE-studier, SDT og Martin Seligmans PERMA-teori. Deltagerne arbejder med seminarforløbets temaer gennem øvelser, diskussioner og små inspirationsoplæg fra studievejleder.
I 2022 præsenterede vi følgende temaer for de studerende:
Tema 1: Kløften mellem forventning og virkelighed og studievaner
Tema 2: Studiemønstre, motivation og mindset
Tema 3: Mening og formål – den røde tråd – gør din uddannelse til dit projekt
Afmystificere og finde mening sammen
For mange studiestartere betyder universitetet også starten på en ny tilværelse som studerende.
Det at kunne lære og finde mening i ”den nye verden” er helt centralt for en god start på uddannelsen og universitetet. Her spiller relationerne mellem nye studerende og den uddannelse, de begynder på, en central rolle.
Seminarerne giver deltagerne mulighed for at tale sammen (afindividualisering) om vigtige emner, som ellers ikke bliver drøftet til hverdag. Deltagerne lærer et fælles nyt sprog, som giver mulighed for at fortsætte med at konstruere mening i fællesskabet.
Mange studerende har allerede erfaringer med at arbejde i grupper. Erfaringerne, forforståelsen og forventningerne er typisk en blandet pose med positive og negative oplevelser. Alt sammen noget de studerende tager med sig ind på universitetet og undervisningen. Ligesom alt andet læring er samarbejde også en kompetence, der skal øves og kræver energi.
Intensionen med workshoppen er at fortælle om, hvad studiegrupper er på universitetet og hvilke forventninger vi har til samarbejdet. Workshoppen har også fokus på forforståelserne, de tidligere erfaringer og ønsker til det kommende samarbejde. Samtidig giver det de nyetablerede grupper mulighed for at lære hinanden bedre at kende som samarbejdspartnere samt sætte gang i samarbejde med øvelser/diskussioner om forventninger til samarbejdet, roller, typiske dilemmaer, det praktiske osv.
Workshoppen kan vare alt fra 1-4 timer, hvor indholdet bliver tilpasset efter uddannelsens behov.
Vi inviterer 2. semesters studerende fra 2-faglige bacheloruddannelser til en workshop, hvor de studerende taler med hinanden om motivation, muligheder undervejs i uddannelsen og kompetencer.
Fokus på valg undervejs i studieforløbet og valgstrategier
Vi ved, at studerende på 2. semester har brug for at få kickstartet snakken om, hvordan de bruger deres valgmuligheder undervejs i uddannelsen. Det er også nødvendigt at få tjekket ind på motivationen, og blive klogere på den studerendes egen indflydelse på motivationen.
Vi taler om kompetencer med det formål at de studerende stopper op, og bruger deres erfaringer undervejs i semestrene til at træffe kvalificerede og bevidste valg undervejs i deres uddannelse.
Et lille udvalg af, hvad de studerende siger i 2023:
95 % er helt enige/enige i, at Uddannelsescocktail har givet dem bedre blik for, at de selv kan forme et interessant uddannelsesforløb.
77 % er helt enige/enige i, at det har givet dem en bedre fornemmelse af, at deres studier kan føre til noget meningsfuldt.
92 % er helt enige/enige i, at det var en god oplevelse at tale med deres medstuderende om emnerne.
Når vi spørger til, hvad det væsentligste udbytte har været, falder svarene typisk i fire kategorier:
”At tale om motivation og tanker om studiet med medstuderende”
”Blev mere afklaret på hvad jeg skal med min uddannelse”
”At blive klogere på mine muligheder for uddannelsens sammensætning og høre jeg ikke er den eneste som er i tvivl om hvad jeg skal vælge af sidefag/tilvalgsfag”
”Fællesskab og tryghed”
På 4. semester af de 2-faglige bacheloruddannelser dukker spørgsmålene til tilvalg/sidefag op. Hvad er forskellen? Hvad er mine muligheder? Hvad betyder det for min fremtid? Hvordan gør jeg? Og meget mere. Inforarrangementet er en Q&A-lignende session på holdet, der tager udgangspunkt i de studerendes spørgsmål og hjælper med at navigere rundt i muligheder, informationerne og websiderne – meningsfuldt, i øjenhøjde og uddannelsesspecifikt.
Varigheden er 1 – 1,5 time.
Studiepraktik er en mulighed for 3.G-elever eller studenter til at besøge SDU og Humaniora. Her kan de stifte bekendtskab med niveauet i uddannelsen, og hvordan studiet foregår.
Studievejledningen på Humaniora er på programmet hos alle uddannelser i Odense og Kolding, med overskriften ”Hvad er Humaniora og hvad kan humanister?”. Tematikkerne i vores oplæg er at sætte ord på, og tale med de potentielle studerende om, hvad humaniora er, hvordan et uddannelsesforløb ser ud og at tydeliggøre forskellen mellem en akademisk og en professionsuddannelse.
Vi taler også med de potentielle studerende om, hvad man kan bruge en humanistisk uddannelse til, og hvad de skal være særligt opmærksomme på, hvis de vælger en uddannelse på humaniora.
Bidrager til tydelig forventningsafstemning, og støtter op om de pointer, praktikanterne vil møde i studiets program over studiepraktik.
Vi kommer selvfølgelig også gerne ud til jeres studerende efter behov, hvis I oplever, at det kunne give mening at sætte fokus på nogle specifikke temaer på forskellige tidspunkter af året og i deres studieforløb. Så skræddersyer vi et oplæg/workshop/arrangement til jer.