Det forventes naturligvis – som ved fysisk undervisning – at du deltager i så meget undervisning som overhovedet muligt. Alle undervisningsaktiviteter er vigtige i forhold til at sikre dig et rigt læringsudbytte.
Kommunikér med og giv feedback til underviseren
Underviseren er fysisk længere væk, end han/hun plejer at være, og det kan være frustrerende for både den studerende og underviseren. Er der noget i den digitale undervisning, der fungerer mindre godt, er det en god ide at give din underviser noget konstruktiv feedback. Stil gerne spørgsmål og kom med feedback i selve undervisningssituationen – det er ekstra vigtigt, når du ikke møder din underviser ansigt til ansigt. Brug ellers de kommunikationsveje, som din underviser stiller til rådighed. Det kan også være en god ide, at holdet ved kursusstart aftaler med underviseren, hvordan man kan give feedback på undervisningen.
Studerende og undervisere skal være klar til undervisningen ved timens start
Det vil sige:
- Man har undervisningsmaterialer klar, er ”tanket op” på mad og kaffe/the inden undervisningens begyndelse
- Hvis det er muligt, bør man sidde ved et bord – det giver den bedste arbejdsstilling
- Studerende og underviser skal være logget på ved undervisningsstart og med tændt webkamera. Der kan dog være situationer, hvor det er mere hensigtsmæssigt at slukke for kameraet – dette aftales mellem underviser og studerende
Der skal være ro omkring de studerende og underviser – det giver alle mulighed for at koncentrere sig om undervisningen
Det vil sige:
- Mikrofonen er på mute, når man ikke siger noget.
- Brug efter aftale med underviseren chatten eller ’raise hand’-funktionen til at markere, at du har et spørgsmål eller en kommentar
- Undgå at foretage dig ting på skærmen, som er distraherende, og som fjerner fokus fra undervisningen – for dig og for de andre.
- Gør ikke ting, som du ikke ville gøre, hvis undervisningen foregik fysisk på campus
Studerende og underviser skal følge god netiquette
Det vil sige:
- Udvis samme respekt for andre i onlineundervisningen, som du ville gøre i fysisk undervisning. Vis i det hele taget respekt og omtanke i debatter og diskussioner. Respektér andres ret til at have en mening, selvom du ikke nødvendigvis deler den. Undgå at afbryde andre i diskussionerne.
- Fornærmende, nedladende eller krænkende tale tolereres ikke – hverken mundtligt eller i chatten. Vær opmærksom på, hvordan andre vil kunne opfatte det, du skriver online.
Optagelse af undervisningen bør kun finde sted forudgående aftale med underviseren – se vores retningslinjer for lyd- og billedoptagelse, som også er gældende ved onlineundervisning/-vejledning
Godkendt af Humanioras Uddannelsesråd den 28. januar 2021